Komfortventilation

Fjordenhus

Kirk Kapital a/s’ hovedsæde i Vejle fjord på 9.000 m2, er et yderst komplekst og specielt kontorbyggeri, der i sin helhed fremstår som et kunstværk uden synlige installationer. Det betyder blandt andet, at indblæsning og udsugning foregår via tryk- og sugekamre i teknikskaktene, hvoraf langt hovedparten er uden fremtidig adgangsmulighed. Indregulering foregår via VAV-spjæld i kælderen.

Installationerne føres i krumme betonvægge, som overvejende er in situ-støbte (udformet på stedet), og med varierende skakt­geometri mellem etagerne såvel som de skrå/tiltede vægge. Der er stort set ingen vandrette føringsveje over kælderplanet.

airteam arbejdede tæt sammen med kunstner Olafur Eliasson og arkitekt Sebastian Behmann fra Studio Olafur Eliasson, for at tilpasse løsningen med indblæsning via ventilationshulsten med henholdsvis lav- og højimpuls i varierende vægudformninger. Luftindtaget foregår gennem en halvanden-etage høj indtagsmur bygget af ca. 837 hulsten.

Bygningen har komfortventilation, overtryksventilering af flugtvejstrapper, røgventilering, affaldssug og splitkøl-anlæg. Aggregaterne er placeret i kælderens teknikrum under havets overflade.

Ventilationskanalerne i store dimensioner er ført under dækket i ca. 8 meters højde. På alle lodrette strenge er der placeret brandspjæld, VAV-terminaler og lyddæmpere før dækket til stueetagen gennembrydes, idet der ikke er adgang til kanalerne længere oppe i bygningen.

Ventilationssystemet er udviklet ud fra praktiske krav om fx lyddæmpning og energieffektivitet, men også ud fra kunstneriske krav, fordi kontorbygningen fremstår som et ”gesamtkunstwerk”. Det vil sige at flere kunstarter er forenet i bygningen og gensidigt påvirker, den måde vi oplever bygningen og omgivelserne på. Det er den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson, som står bag Fjordenhus, og han fortæller i pressemeddelsen:

“Vi eksperimenterede med et organisk udtryk, der spiller sammen med tidevandet og fjordens skiftende overflade. Det organiske kommer også til udtryk i bygningens vægge, der bevirker, at vores opfattelse af de forskellige rum ændrer sig, når vi bevæger os igennem dem,”

Kontorbygningen blev indviet den 9. juni 2018, og besøgende har adgang til bygningens nederste etage via en gangbro.

Foto: Anders Sune Berg, 2018 © 2018 Olafur Eliasson

Billeder fra projektet

Thumb
Thumb
Thumb